Pressen:
Købstædernes Forsikring overtager en veldrevet
forsikrings¬forretning og styrker sin position på Sjælland med
11.000 nye kunder
Købstædernes Forsikring køber DiBa Forsikring for 170 millioner
kroner under forudsætning af Finanstilsynets godkendelse.
DiBa Forsikring med 11.000 kunder og en bruttopræmieindtægt på
88 millioner kroner i 2010 er et godt match for Købstæderne, både
porteføljemæssigt og kulturelt.
Købstæderne har en relativt større styrke på
erhvervsforsikringer, som giver muligheder for at skabe vækst og få
flere erhvervskunder i lokalområdet ud over de 1.000 nye
erhvervskunder, der følger med købet.
Købstædernes Forsikring får 10.000 nye privatkunder oven i de 21
procent flere privatforsikringer, som selskabet voksede med fra
2009 til 2010.
DiBa Bank og Købstædernes Forsikring indgår samtidig en
distributionsaftale, således at DiBa Bank fortsætter med at sælge
forsikringsprodukter og -ydelser til sine kunder under navnet DiBa
Forsikring.
Udover øget salg forventer Købstæderne at kunne realisere
synergieffekter på blandt andet genforsikringsprogrammet og det
kommende solvensregime, som træder i kraft pr. 1. januar 2013.
-DiBa Forsikring er en videreførsel af det gensidige
forsikringsselskab Brandassuranceforeningen af 1848, så i 163 år
har vi været kolleger, samarbejdspartnere og konkurrenter, så vi
kender hinanden godt. Begge selskaber lægger vægt på nærhed til
kunderne, omhu og god service, siger adm. direktør Mogens N. Skov,
Købstædernes Forsikring og fortsætter:
-Kunderne vil opleve det positivt, at de fortsætter med at være
kunde i et mindre forsikringsselskab og ikke bliver opslugt af et
af de store.
Kunderne skal derfor ikke forvente de store forandringer, men
tværtimod forvente samme gode betjening, som de er vant til med
fokus på de lokale forhold.
-DiBa Forsikring har en stor markedsandel lokalt og en god
kundebase, som vi håber at kunne udvide yderligere i de kommende år
gennem det fortsatte samarbejde med DiBa Bank og vores lokale
medarbejdere, siger Mogens N. Skov.
Petter Blondeau adm. direktør i DiBa Bank supplerer: "Med
Købstædernes Forsikring får vi en partner, hvis kernekompetence er
skadesforsikring, og vi får dermed adgang til en produktpalette,
der er stærkere end den, vi selv har mulighed for at tilbyde i
fremtiden. Jeg er helt overbevidst om, at vi supplerer hinanden
rigtigt godt og vil kunne tilføre hinanden yderligere udviklings-
og forretningsmuligheder, og så er det lidt pudsigt, at
Købstædernes Forsikring er Danmarks ældste forsikringsselskab, og
DiBa Bank er Danmarks ældste bank. Vi har således begge en lang
historie bag os og en lys fremtid foran os".
DiBa Forsikrings præmieindtægt er fordelt med cirka 13 procent
på erhvervsforsikringer og 87 procent på privatforsikringer.
Vækst med Plan 250+
Købstædernes Forsikring fejrede sit 250 års jubilæum 13. januar
2011 og søsatte samtidig en ny strategi, Plan 250+ med fokus på
private samt mindre og mellemstore virksomheder, der er bearbejdet
med succes.
Købstædernes Forsikring fik et overskud på 107 millioner kroner
i 2010. Bruttopræmieindtægten steg 5,8 procent til 621 millioner
kroner efter vækst i salget til både mindre og mellemstore
virksomheder samt privatkunder.
Solvensdækningen, som ifølge loven skal være mindst 1, udgør
10,2 for Købstædernes Forsikring, og Købstædernes Forsikring er
dermed blandt dansk skadeforsikrings mest solide selskaber.
Yderligere oplysninger:
Adm. direktør Mogens N. Skov, Købstædernes Forsikring, gensidig.
Telefon 33 14 37 48.